Nr. Tranders, en
landsby i Aalborg.
Den gamle Nr. Tranders kommune, der for 20 år
siden, blev indlemmet i Aalborg købstad, havde sit navn efter områdets ældste
bondesamfund, landsbyen Nr. Tranders. Hvor gammel den er ved nok ingen, for
navnet hører ikke hjemme blandt de talrige, der røber deres alder gennem
endelser. Um-, lev-, by-, sted-, rup-, drup-, o.m.a., og det tyder på høj ælde.
Første gang navnet træffes på prent er i Valdemar Sejrs jordebog fra 1231, men
alt hvad vi der får at vide er, at kongen ejede 2 mark sølvs jord i Tranders.
Hvor meget det drejede sig om i areal, er vanskeligt at fastslå, da afgiften kun
var beregnet af den jord, der var under plov. I dette tilfælde 96 tdr. land, men
det tilhørende udyrkede areal kan meget vel have været flere gange større.
I 1406 ”tilbagekøbte” dronning Margrethe 24
ejendomme i Trannis, hvoraf de 16 lå i Nr. Tranders og de øvrige i Øster Sundby
og Øster Uttrup. Disse ejendomme var kommet bort fra kronen i de urolige år før
1340. De bevarede dokumenter angående denne handel giver os både bøndernes navne
og de afgifter, hvilke gårde det drejer sig om.
Men længe før disse skriftlige vidnesbyrd forelå,
eksisterede bondebyen Tranners. Gravfund fra jernalderen og jordfund fra
vikingetiden vidnede derom, og et synligt bevis er kirken. Vest for byen på
sognets højeste plateau knejser den mægtig og gådefuld, skuende ud over store
dele af Himmerland og Vendsyssel. Selv kan den ses fra Kattegat i øst og Næsborg
i vest. Dens ualmindelige størrelse, dens særegne grundplan og dens sjældne
romanske arkitektur viser, at en stormand og ikke en hvem som helst har været
dens bygherre. Der kan ikke herske tvivl om, at stormanden har været landets
daværende hersker Valdemar den Store, som sandsynligvis har ejet hele det gamle
Nr. Tranders Sogn.
Kilde til ovenstående er Svend B. Olesen, stykket
er fundet i et skrift som blev udgivet i anledning af Sparekassen Nordjyllands
Nr. Tranders afdeling indvielse i oktober 1970, så indlemmelsen af Nr. Tranders
kommune er i dag (2009) jo ca. 60 år siden.
Billede
ud over det gamle Nr. Tranders. Årstal ukendt.
Nr.
Tranders Kirke
Kirken ligger på det højeste punkt i hele sognet, så den kan ses langvejs fra,
den er opført i sidst halvdel af 1100 tallet. På kirkegården findes en gammel
bronzealder gravhøj og et mindesmærke over en af egnens originaler,
Tordenkalven.
Tro og overtro.
Kirken på højdedraget Trandersholm er omgæret af meget mystik, alene dens
særegne grundplan og romanske udformning antyder, at bygherren må have været en
virkelig stormand - måske selve Valdemar den Store.
Kort fra Videnskabernes Selskab anno 1793 viser, at Nr. Tranders kirke har haft
en central placering i et vejknudepunkt, hvor ikke mindre end seks færdselsårer
mødtes. Man må formode, at der allerede inden kirkens opførsel har været en
helligdom af hedensk oprindelse.
Lokale beretninge fortæller, at man ved midnatstide kan blive overrasket af en
hovedløs so eller en trebenet hest. Dette giver næring til teorien om et hedensk
offersted - for det var netop svin og heste, man fortærede ved offerfester for
Odin og Thor.
Selve Kirken.
I kirken findes adskillige kalkmalerien af sengotisk oprindelse. Døbefonten er
oprindeligt romansk inventar. Der er 2 epitafier i kirken, et stort barok
epitafie
er opsat i skibet
over Amtsforvalter Thyge
Thomsen og hustru i 1723 , mens det andet af Etatsråd Johannes Benzon til
Sohngaardsholm
er opsat i koret
ved indgangen til familiens
kapel. I kapellet står 7 små og 7 store kister "oven jorde". I gravkælderen
under kapellet stod frem til 1996 3 store og 3 små kister. Disse blev i 1996
jordfæstet på grund af fremskreden nedbrydning.
I 2000 blev kirken
restaureret indvendigt og der
blev
tilføjet et ekstra våbenhus.
Tordenkalven.
Tordenkalven - som egentlig var døbt Christen Christian Larsen - var absolut en
ener. Han blev født i 1816 ved Stenildvad i Aars sogn og var et "uægte barn".
Familien var meget fattig. Allerede som 7-årig måtte han ud at tigge til sig
selv og familien. Da han skulle konfirmeres, måtte der, for at han kunne se
ordentlig ud, lånes tøj ikke færre end syv forskellige steder.
Efter konfirmationen tjente Christian på flere forskellige gårde, hvor han
gjorde sig bemærke på grund af sine enorme kræfter. Da han skulle på session i
Aalborg, blev han udtaget til fodfolket. Det passede absolut ikke Christian, som
da også fik gjort sig så umulig, at han blev kasseret efter to dage i tjenesten.
Efter hjemsendelsen blev han ansat på herregården Lundbæk ved Nibe. Her indtraf
en skæbnesvanger begivenhed: En dag forsøgte Christian at tilride en vild og
helt ustyrlig hest, men hesten kastede sig bagover med Christian på ryggen.
Resultatet var et knust lårben, som voksede forkert sammen. Benet blev skævt og
en del kortere en det andet. Christian var blevet krøbling og måtte siden bruge
både krykke og stok.
Ulykken betød, at Christian ikke længere kunne arbejde, så han begyndte at
vandre fra gård til gård. Han blev vagabond og var det frem til sin død i 1891.
Ind i mellem skaffede han sig lidt indtægt som skrothandler. Ret kurtigt fik han
en stribe øgenavne, hvoraf det mest brugte blev Tordenkalven.
Tordenkalven var velkommen overalt og han kunne altid få et måltid mad. Det hang
sammen med at han var en slags omvandrende avis: han vidste alt om hvad der
foregik på egnen, og bragte hilsner og beskeder videre fra familie og venner.
Han havde usædvanlige gode talegaver - og humor. Han kunne altid synge en vise,
også gerne temmelig vovede og uartige viser.
Da Tordenkalven blev alderssvækket, fik han ophold hos Søren Veggerby i Nr.
Tranders, hvor han døde den 5. december 1891 - 75 år gammel. Han ligger begravet
på Nr. Tranders kirkegård, hvor der til minde om ham er rejst en stor granitsten
udført af billedhuggeren Carlo Vognsen.
Johannes V. Jensen har i sine Himmerlandshistorier beskrevet flere personer, som
virkelig har eksisteret. Blandt dem er Tordenkalven den mest kendte.
